tirsdag den 21. november 2017

Lysende engle



I morges var der rim på græsset, og min yngste søn, Lasse på 21, har længe spillet julemusik. Jo, det er ganske vist: December nærmer sig med al sin hygge og de rare traditioner.

I Hinnerup Billedskole har vi tradition for et efterårs-familiekursus, og i år duftede det lidt af jul. Jeg havde valgt at engle skulle være det gennemgående tema. 

Til alle tider og i mange, mange kulturer verden over, har "bevingede væsener” i menneskeskikkelse fascineret folk. Tænk bare på den græske sejrsgudinde, Nike, med sine løse gevandter og smukke svanevinger, den nordiske mytologis valkyrier, som samlede de døde krigere op fra slagmarken, skytsenglene og Superman, som svæver afsted med sin kappe og redder folk. Og så selvfølgelig alle biblens engle, lige fra de ærefrygtindgydende Serafer som med 3-dobbelte, øjenbeklædte vinger, vogter Guds trone, over ærkeenglen Gabriel, som bebudede Jesu fødsel for Jomfru Maria (i øvrigt det mest brugte motiv i den vestlige kulturs kunsthistorie), til Rafaels små, fede Puccier som dukker op alle vegne ved juletid. Jeg har holder meget af engle - og engleidéer kommer let til mig :-) 

På en måde skal min kære mand have en del af æren for dette forløb. For, efter at have boet sammen med mig i 27 år, er han nok blevet lidt miljøskadet. Min erhvervsskade, samlergenet, har smittet ham... Så en dag kom han hjem fra indkøbsturen til Superbrugsen med... Tja... 62 trælysestager. DET var da godt shoppen. Og så på under en halv time!

Jeg blev selvfølgelig begejstret, og så allerede den dag i september det store englekor for mig. Her kan du se hvordan idéen foldede sig ud og læse hvordan du selv  kan lave de fine lysbærere.

Inspirationen til dekorationerne er hentet hos den amerikanske kunstner Heather Galler, som har malet de skønneste og mest farvestrålende billeeder af engle. 

Sådan kan du gøre:

  • Bor et hul i stagen og stik bonzaitråd igennem som arme. Fikser armene med en klat limpistol-lim og beklæd armene med stanniol.
  • Beklæd hele figuren med gipsgaze.
  • Klip vinger i papkassepap og beklæd dem med gipsgaze. Skyd dem på med en hæfteklammepistol mens de stadig er fugtige. 
  • Lad englen tørre og tegn ansigt og linjerne i tøjet op med en blyant.  
  • Se på billeder af Heather Gallers engle og mal englen med en god akrylmaling. Arbejd lag på lag og afslut med mønstre. Brug fx grillespyd og blomsterpinde til prikker og tegn ansigter og andre fine detaljer med Poscatuscher. 
  • Sæt lys i stagerne og hør englene synge! 
Rigtig god fornøjelse! 







 



















Ingen kommentarer:

Send en kommentar