fredag den 28. oktober 2011

Klip, klip, klip (1)


Et lille oplæg om Peter Callesen, den superdygtige danske samtidskunstner, som skaber smukke, foruroligende og tankevækkende værker med papir og saks. En stor stak hvidt kopipapir på bordet, saksene frem, og så går det løs med at klippe.


Vi valgte at folde papiret på midten og klippe symmetriske fantasi-skikkelser. Da bunken var stor nok, tog vi alle de små hvide figurer med ud i aulaen, og legede med dem. Børnene skabte nye figurer af alle de små papir-silhuetter. Der blev snakket åbne og lukkede former, forandring, installationskunst og samarbejde, mens de interaktive og mobile værker voksede frem på gulvet.





lørdag den 22. oktober 2011

Farvelæreleg (1)

Det med at blande farver er jo ren magi. Og noget som tager et helt liv at lære. Så start tidligt!! Den her lille fortryllende leg med farver vækker jubel hos både børn og voksne:

  • Hæld lidt mælk i en skål eller dyb tallerken. Vigtigt, at der ikke er sæberester i skålen!
  • Hæld nogle dråber gul, blå og rød flydende akvarel ned i mælken. Farverne skal flyde ved siden af hinanden - ikke oven i hinanden (frugtfarve kan også bruges).
  • Dyp en vatpind i opvaskemiddel og stik den forsigtigt ned mellem farverne. Og hokus pokus: Festen starter!

søndag den 16. oktober 2011

Natmennesker - en skulpturevent på Århus Banegård

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en gymnasielærer fra Nordjylland, som spurgte som jeg kunne lave noget billedkunst med hendes elever som var på vej hjem fra en studietur i København. Klokken 3 om natten. På Århus Banegård. 60 elever i alt. Og flest drenge. Mellem 17 og 21 år.

Mange ville måske være blevet skræmte ved tanken, men jeg tænkte: YES!!! Sikke en fantastisk tankegang den lærer har! I stedet for at hænge rundt og lave ingenting på en - i øverigt lukket - banegård, skal de unge have en kulturel oplevelse. Så jeg sagde selvfølgelig ja.

Men hvad er det så lige man tyer til her? En flok søvnige i transit - strandet 2 timer på Århus Banegård mens natten er allermørkest og byen sover. Jeg var ikke i tvivl: De skulle lave street art. Street art er jo mange ting, men med en kærlig tanke til Søren Bencke/Papfar (igen), besluttede jeg, at de unge på gennemrejse skulle lave skulpturer i sammenkrøllet avispapir og pakketape. I størrelse 1:1. Skulpturer, som voksede ud af natten, og som, når flokken steg på toget nordpå kl. 05.25,  kunne stå tilbage på banegården og overraske alle de morgentravle på vej på arbejde: Natmennesker.

Det lykkedes af få tilladelse fra DSB til at lave banegården om til skulpturværksted. Det lykkedes at hyre en vagt til at holde banegården åben natten over - den plejer at lukke mellem 02 og 04. Og det lykkedes at tænde op under de søvndrukne gymnasieelever, så de FYREDE den af med tape og aviser. Og vi havde en fantastisk nat. Da de rejste videre efter vores to timers event, var det med klapsalver fra en flok, som havde sat spor både i mig, de forbipasserende og på banegården i særdeleshed.

Se her hvad Århus vågnede op til fredag morgen:









tirsdag den 11. oktober 2011

Blindkontur

Blindkontur er altid godt. God koncentration, gode streger, gode grin. Se her hvordan mine ædste billedskoleelever arbejdede videre med blindkonturportrætterne.  


Blindkonturportrættet tegnes over på en transparent med sprittush. Et stort stykke papir (evt. akvarel) sættes op på væggen. Portrættet projekteres op og tegnes over på papiret. Motivet gentages på billedfladen. Der arbejdes med overlapninger og størrelsesforskel (flyt projektoren tættere på/længere væk). Kompositionen overvejes... 


Vi så på Picassos kubistiske malerier inden pigerne gik i gang med at farve alle de små felter med oliekridt (Neocolor II). Hvert lille felt blev farvet i en udvalgt farveskala - fra lyst til mørkt.


Efter lang tids farven - og med lidt ømme fingre...


Nogle valgte at male over med flydende akvarel.

fredag den 7. oktober 2011

Land art


Vi er en uge inde i efteråret, og bladene begynder så småt at få smukke, gyldne farver. De solrige dage med klar, blå himmel kalder på skovture og udeliv. Tag familien med i skoven i efterårsferien, og sæt jeres egne kunstneriske spor i landskabet.


Land art befinder sig genremæssigt et sted mellem skulptur og landskabsarkitektur, og de materialer og særlige kendetegn, der er i naturen der, hvor man udformer værket, er ofte de bærende elementer.

En vigtig del af land-art er den forandring, værket gennemgår over tid. Vinden flytter grene og blade, mos visner og får nye farver, rimfrosten lægger sit krystalgitter ud over værket, eller det pakkes ind i en blød dyne af sne.



Da vi lavede land-art med billedskolebørnene, fortalte de i flere måneder efter om, hvordan de kom tilbage til skoven og så forandringerne i deres værk. Og det er da stort.